Artikler

Danmarks største teknologievent udspiller sig på HI-messen

arrow_backTil oversigten

9. juni 2023

Technomania har fokus på grøn energi, elektrificering, bæredygtighed, fremtidsteknologi, digitalisering, cybersikkerhed, ledelse og startup - og det omfattende fremtidsunivers kan opleves på HI-messen, der finder sted i MCH Messecenter Herning 3.-5. oktober 2023.


Med eventområdet Technomania kan de besøgende på årets udgave af HI Tech & Industry Scandinavia se frem til at gå på opdagelse i et alsidigt og omfattende fremtidsunivers, der med et bredt aktivitetsprogram henvender sig til alle i industrien. Bag Technomania står Ingeniørforeningen, IDA, der i år i samarbejde med blandt andre Green Power Denmark således har sammensat et mere ambitiøst program end nogensinde.

- Først og fremmest skruer vi endnu mere op for aktiviteterne og udvider fra to til tre dage, så de besøgende får bedre mulighed for at dykke ned i vores mange spændende temaer, som favner alt fra grøn energi og fremtidsteknologier til cybersikkerhed og kunstig intelligens, som er på alles læber i øjeblikket. Visuelt mørklægger vi store dele af udstillingshallen og sætter spotlight på det vigtige, så viden, teknologi og inspiration får lov at folde sig ud, fortæller direktør for området Teknologi, Netværk og Kompetence i IDA Lene Christensen og sætter nogle flere ord på, hvad Technomania særligt fokuserer på i år:

- Vi vil gerne sætte fokus på de grønne teknologier, og hvordan kunstig intelligens kommer til at påvirke vores arbejde i de kommende år. Hvis vi bruger de nye teknologier klogt, kan AI være med til at øge produktiviteten og skabe positive forandringer for medarbejderne ude på arbejdspladserne. Vores mission er at vise den danske industri, hvad fremtiden bringer, og derfor står startups og god ledelse i en digital verden også højt på vores dagsorden. Jeg kan godt love, at der både bliver noget interessant at lytte til og noget spændende at se på.


Teknologiens stemme i samfundet
Technomania, der i 2021 tiltrak flere end 12.000 besøgende, udstillere og samarbejdspartnere, breder sig over knap 3.500 kvadratmeter, og der er derfor nok at forholde sig til under arbejdet med og udformningen af eventområdet.

- Det er vigtigt for os at fremvise den mangfoldighed af teknologiske landvindinger, som konstant finder sted i de innovative danske virksomheder og i hele vækstlaget. Det har vi brug for, hvis vi skal komme tættere på drømmen om en bæredygtig fremtid med mennesket i centrum. Med 150.000 medlemmer betragter vi os i IDA som teknologiens stemme i samfundet, og Technomania er en fantastisk platform til at demonstrere det. Vi vil gerne dele vores fascination af teknologien med de besøgende og give folk nogle nye indsigter, lyder det fra Lene Christensen, der om det nye partnerskab med Green Power Denmark fortæller:

- Green Power Denmark er Exclusive Content Partner, fordi vi deler mange af de samme visioner, når det gælder klimadagsordenen og ønsket om at skabe en grøn fremtid baseret på vedvarende energi.


Mulighedernes land for danske virksomheder
Netop Green Power Denmark ser frem til at være med til at sætte fokus på fremtidens grønne energiteknologier på Technomania - og der er nok at tage fat på.

- Grønne teknologier er vigtigere end nogensinde. Vi står overfor en kæmpe omstilling til vedvarende energi, og det er mulighedernes land for danske virksomheder, som over årtier har skabt en førerposition inden for det grønne felt. Industrien spiller en nøglerolle i at levere løsningerne til morgendagens energisystem, hvor vi skal udvikle nogle af verdens første energiøer, storskala Power-to-X-anlæg og et fleksibelt, datadrevet energisystem, der kan forsyne både Danmark og vores nabolande med grøn energi. Derfor ser vi frem til at bidrage med inspiration og debat om fremtidens grønne energiteknologier på dette års Technomania, siger Jan Hylleberg, viceadministrerende direktør i Green Power Denmark.

Øvrige partnere på Technomania tæller elnetselskabet N1, der har udviklet den prisvindende app N1GO, Innovationsfonden og forsikringsselskabet Tryg.

HI Tech & Industry Scandinavia finder sted i MCH Messecenter Herning 3.-5. oktober 2023

keyboard_arrow_up