Artikler

Kampen om titlen: Danmarksmesterskaberne i 3D-print for erhvervsskoleelever

arrow_backTil oversigten

4. september 2023

3D-print-teknologier og anvendelsen heraf er i rivende udvikling og vinder mere og mere indpas i industrien og de danske virksomheder. Derfor er der brug for, at uddannelserne omfavner teknologierne og får emnet på dagsordenen, hvis Danmark skal være førende indenfor innovation og automation.

Til DM i 3D-print samles landets mest talentfulde erhvervsskoleelever inden for 3D-print på HI Tech & Industry Scandinavia i Herning 3. til 5. oktober til en kamp om den ærefulde titel.


En platform for teknologiforståelse, kreativitet og innovation

Formålet med DM i 3D-print for erhvervsskoleelever er at fremme teknologiforståelse, 3D-færdigheder og kreativitet blandt de unge talenter. Initiativet sigter mod at ruste eleverne med kompetencer, der vil positionere dem som innovative aktører på fremtidens arbejdsmarked.

”I fremtiden vil vi kunne finde 3D-print langt flere steder end vi gør i dag. Det er lige fra rummet til byggepladsen. Kompetencerne inden for 3D-print vil blive efterspurgt i flere fagområder i fremtiden, hvilket gør teknologien aktuel og spændende for nuværende og fremtidige lærlinge”, udtaler videnscenterchef i Videnscenter for Automation og Robotteknologi, Jesper Ekstrand Madsen.

3D-print kan i fremtiden også blive en bærende del af den grønne omstilling, og derfor er det en nødvendighed, at erhvervsskoleelever får indgående kendskab til teknologierne og dens muligheder, så de er rustet til fremtidens arbejdsmarked.

”Vi har alle virkeligt fået øjnene op for, hvad 3D-print kan, og hvor langt man kan komme med en god idé og et godt hold. Det var så fedt at få lov til at fordybe sig i teknologien og udvikle et helt konkret produkt,” lød det fra sidste års vinder, Gustav Dorow Nørbygård, da han stod med trofæet i hånden.


Et helt nyt format og en unik mulighed for eleverne

DM i 3D-print, der normalt har fundet sted online ude på skolerne, træder i år ind i en ny æra med en fysisk begivenhed på HI-messen i MCH Messecenter Herning. Konkurrencens dommerteam vil følge deltagerne tæt, mens de løser de forskellige opgaver. For hver opgave gives der point baseret på kreativitet og tekniske færdigheder.

”Konkurrencen på årets HI-messe giver mulighed for at få endnu mere fokus på konkurrencen og den vigtige teknologi, som konkurrencen sætter spotlys på. Vi håber, at flere får øjnene op for, hvor vigtigt det er, at vi i Danmark har førertrøjen på, når det gælder anvendelsen af 3D-print og additive manufacturing-teknologier. Det gælder både elever, faglærere og folk i industrien”, lyder det fra projektleder i Videnscenter for Håndværk, Design & Arkitektur, Troels Nepper.

HI-messen og 3D-TECH-området bliver epicentret for 3D-teknologier og er derfor en oplagt legeplads for de dygtige elever, der vil udfordre deres evner og vise deres værd over for førende virksomheder inden for 3D-print og teknologisk udvikling.

På scenen i 3D TECH-området vil der under hele konkurrencen forgå en række spændende aktiviteter, der fokuserer på bæredygtighed, grøn omstilling og nye teknologier inden for 3D. Herfra vil der også løbende blive opdateret på konkurrencen.

Konkurrencen afvikles i samarbejde mellem Videnscenter for Automation og Robotteknologi, Videnscenter for Håndværk, Design & Arkitektur, MCH Messecenter Herning, CFI - Center for Industri, Dansk AM Hub og Herningsholm Erhvervsskole.

For yderligere information om DM i 3D-print og HI-messen 2023, kontakt venligst:

Pressekontakt: Helene Elisabeth Nielsen Kommunikationsmedarbejder Heni@mercantec.dk +45 29 12 94 39

Pressekontakt: Daniel Ambrosius Frederiksen Udviklingskonsulent danf@mercantec.dk +45 20 37 46 96



Udviklingskonsulent Troels Høyrup Nepper, tlf. 2172 7215, mail: thne@mercantec.dk

Flere artikler fra HI Tech & Industry Scandinavia

keyboard_arrow_up