Artikler

Kære industrileder! Derfor skal du tage ejerskab over din elforsyning

arrow_backTil oversigten

11. august 2023 | ABB A/S

Energimarkederne bliver i disse år grundlæggende forandret af elektrificeringen af samfundet, mens krigen i Ukraine har kastet Danmark og store dele af Europa ud i en energikrise. Begge dele udfordrer forsyningssikkerheden og indsnævrer virksomheders mulighed for en effektiv, grøn elforsyning – derfor bør industrien overveje ejerskab over deres egen elforsyning.

Af Allan Andreasen, direktør hos industri- og teknologivirksomheden ABB

Alvoren i den nuværende energikrise gik nok for alvor op for os danskere, da regeringen i det tidlige efterår 2022 varslede, at der i løbet af vinteren kunne komme ’brownouts’ og ’blackouts’, hvor strømmen i perioder ville blive lukket på grund af knaphed på gas og anden energi til el-produktion. Den slags indgreb i energimarkedet har vi nærmest ikke set siden 1973, da oliekrisen hærgede og indførte bilfrie søndage.

Nu, hvor vi er ved at være igennem vinterperioden, kan vi dog konkludere, at det ikke gik helt så galt.

Med næsten fyldte gaslagre og lave spotpriser kan det være fristende for virksomhedslederne i industrien at tro, at faren er drevet over, og skuldrene kan sænkes. Men hvis I spørger mig, er det alt for tidligt at konkludere, at det nu er business som før energikrisen, hvor stabil energiforsyning er en selvfølge – og en varmepumpe her og der kan redde CO2-regnskabet og sikre en stabil produktion.


GEOPOLITIK OG ELEKTRIFICERING ER RISIKOFAKTORER

Med erfaringerne fra 2022 er det blevet krystalklart, hvor sårbar forsyningssikkerheden – og dermed virksomhedernes drift – kan være ved energikriser forårsaget af geopolitiske spændinger. Vi har fået et langt mere volatilt energimarked end før, og det har både private danskere og virksomheder mærket på pengepungen i form af høje og svingende elpriser på det offentlige elnet.

I Danmark står vi i dag et bedre sted end for et halvt år siden, men det er langt fra sikkert, at forsynings- og prisfarerne fra geopolitikken kan afblæses. I 2023 skal vi for første gang klare os helt uden gas fra Rusland, som tidligere har leveret 40% af det europæiske forbrug. Og nu er den kinesiske økonomi kommet i gang igen efter Corona, så konkurrencen om energien er langt større i år end i 2022.

Samtidig er vi på vej ind i en voldsomt stigende elektrificering af samfundet, hvor ambitionerne frem mod 2030 er kolossale. Der er kun få år til at realisere den vision om CO2-neutralitet i 2030, som mange virksomheder har meldt ud. En så stor revolution af energimarkederne kan gøre industrivirksomhederne sårbare, hvis de udelukkende baserer deres produktion og drift på det elnet, der ellers har været en solid base for virksomheder og privatpersoner de seneste mange årtier.

I takt med, at vi skal omstille produktion til grøn strøm og have transportsektoren til at køre grønt, giver det næsten sig selv, at infrastrukturen bag elnettet kommer til at blive udfordret. I det scenarie kan det være hensigtsmæssigt – måske endda livsnødvendigt – at have sin egen elproduktion at falde tilbage på, hvis man er en del af en energitung branche som fødevareproduktion, medicinalindustri eller lignende.

Ved at have egen elproduktion med eksempelvis solceller kombineret med lokal lagring kan virksomheder være med til at kappe toppen af energiregningerne. Med et lille, decentralt kraftværk kan virksomheder bruge egen strøm, når prisen på elnettet er høj, og fylde batterierne op, når der er overskudskapacitet.

En ekstra fordel ved at have egne minikraftværker er, at du ikke belaster det offentlige elnet i samme omfang. Dermed bidrager du til, at enderne når bedre sammen i den grønne omstilling – og det er jo også værd at tage med i overvejelserne som ansvarlig virksomhed.


KOMPLEKSITETEN ER HØJ

I min virksomhed, hvor vi hjælper virksomheder med at favne den grønne transition, møder vi mange, der er i vildrede over, hvordan den grønne omstilling konkret skal gennemføres, og hvordan elektrificeringen bliver fleksibel nok. Det er forståeligt, for det er komplekst, i og med at løsningerne nærmest skal skræddersyes til den enkelte virksomhed, dens fysiske rammer og dens forbrugsmønstre. De fleste kan nemt få elektrificeret og effektiviseret en del af driften. Men ofte bliver initiativerne udelukkende realiseret via det offentlige elnet, og det mindsker ikke forsyningssårbarheden og eksponeringen mod høje elpriser. Tværtimod kan det gøre virksomheden mere sårbar.

Det er tid til at tænke nyt. Det er tid til at overveje, om I skal tage ejerskab over jeres egen elforsyning.

Flere artikler fra ABB A/S

Artikel er skrevet af:

ABB A/S

ABB er teknologisk førende inden for elektrificering og automation, der muliggør en mere bæredygtig fremtid med effektivt brug af ressourcer. Ved at forbinde teknisk knowhow og software optimerer vores løsninger den måde, hvorpå ting fremstilles, transporteres, drives og betjenes.

ABB bygger på mere end 130 års ekspertise, og vores ca. 105.000 medarbejdere brænder for at udvikle løsninger, der kan accelerere den industrielle transformation.

Se profil
keyboard_arrow_up